Ifølge tal fra undervisningsministeriet læser og skriver ca. 600.000 voksne i Danmark så dårligt, at de har svært ved at klare et arbejde. Næsten lige så mange har problemer med regning og matematik på et grundlæggende niveau. Det betyder, at rigtig mange ikke er i stand til at passe et arbejde eller tage en uddannelse.

Heldigvis er der hjælp at hente for de fleste. Overordnet er der fire vidt forskellige tilbud til dig, som mangler basale skolekundskaber. Tilbuddene spænder fra undervisning for ordblinde, basal læse / skrive kursus til HF for de ambitiøse, der skal i gang med en videregående uddannelse. 

Du kan læse meget mere om dine muligheder nedenfor.

 

Ordblindeundervisning

Er du ordblind, har du krav på at modtage undervisning. Det kan enten være undervisning i læsning og skrivning eller du kan deltage på ’Ordblindepakken’. Her er der undervisning på små hold i dansk, matematik og engelsk, og du træner i at bruge hjælpemidler for ordblinde. I begge tilfælde skal du tale med din sagsbehandler / jobkonsulent om deltagelse.

 

Forberedende voksenundervisning (FVU)

Er du en af de 600.000 voksne i Danmark, der har brug for undervisning i læsning, skrivning eller regning for at kunne klare dig på arbejdsmarkedet i fremtiden? Så er der heldigvis hjælp at hente.

VUC tilbyder undervisning, der er så fleksibelt, at du kan starte, mens du er jobsøgende og fortsætte, når du finder det næste job.

Tal med din sagsbehandler / jobkonsulent om at blive testet i læsning eller regning. Efter testen får du besked om, hvilket trin du kan starte på.

Hvert trin består af 30 – 60 lektioner, og når du har bestået det sidste trin er du klar til at starte på en erhvervsuddannelse.

 

 

 

Hvis du ikke har gået i folkeskolen i Danmark, skal du typisk have afsluttet Dansk Uddannelse 2, før du kan starte på FVU trin 1. VUC Nordsjælland tilbyder også dansk på FVU start niveau. Det er hold for udlændinge.

Al tilmelding til FVU går via en læse / skrive eller regne-test.

 

Almen voksenundervisning (AVU)

Næste niveau på uddannelsestrappen for voksne er Almen voksenundervisning. Undervisningen svarer til 9. og 10. klasse; men er lavet for voksne. Det kan være relevant for dig, der skal rustes bedre til en erhvervsuddannelse end du bliver på FVU, eller hvis du ønsker at læse videre på HF-niveau.

På AVU-niveau er dansk, matematik, engelsk og naturfag obligatoriske fag. Desuden er der en række valgfag: historie, samfundsfag, tysk og fransk.

Hvis du modtager dagpenge har du ret til AVU undervisning. Du skal stadig være aktivt jobsøgende og deltage i den aktivering, Jobcentret vurderer er relevant. Du skal også informere din a-kassen.

Hvis du får kontanthjælp, skal du tale med dit jobcenter, før du tilmelder dig.

 

HF enkeltfag

Som dagpengemodtager har du også ret til at deltage i HF-enkeltfag, dog max. 20 timer om ugen. Du skal være aktiv jobsøgende imens, og undervisningen kan tilsidesættes, hvis Jobcentret mener, at et andet tilbud vil føre hurtigere til ordinær beskæftigelse. Det er dit eget ansvar at orientere din a-kasse.

Timebegrænsningen på 20 timer betyder, at hvis du ønsker en fuld HF eller en fagpakke målrettet en bestemt professionsbachelor, skal det foregå på SU. Læs mere om fagpakkerne her: https://www.vucns.dk/uddannelser/hf-enkeltfag/uddannelsespakker

VUC har 4 lokal-afdelinger i Nordsjælland, så der er gode muligheder for at finde undervisning tæt på dig. Se mere på www.vucns.dk

 

Nordsjællands Rekrutteringsservice

Trollesmindealle 27

3400 Hillerød

Telefon: 72 32 31 20

E-mail: kontakt@nrs.support