Alle virksomheder har fået fastlagt mål for hvor mange elever/lærlinge de skal ansætte - for at sikre, at vi også har nok dygtige faglærte i fremtiden

Danmark har længe skreget efter flere faglærte - det er ingen nyhed. Netop derfor indgik Regeringen og arbejdsmarkedsparter allerede i august 2016 en trepartsaftale, som skulle sikre et minimumstal for uddannelsesindsatsen i virksomhederne. Alle virksomheder med et registreret CVR nummer, blev orienteret herom per brev i april 2018.

Minimumstallet skal ses som et udtryk for at alle virksomheder skal bidrage til at løfte uddannelsesindsatsen i flok, og med udgangspunkt i hvad de hver især har kapacitet til.

Hvor finder du minimumstallet for din virksomhed

Antallet af elever man som virksomhed skal gøre plads til for at leve op til måltallet afhænger af hvilken branche din virksomhed befinder sig i og hvor mange erhvervsuddannede ansatte virksomheden har. Disse oplysninger kan du finde på virk.dk.

Virksomhedsforpligtelse: merbidrag og praktikbonus 

Som virksomhed er du hermed forpligtet til at tage et minimum antal lærlinge under vingerne, hvilket også betyder at din virksomhed fremover vil blive opkrævet et merbidrag på 27.000 kr. (sats, 2018) pr. manglende elev (fratrukket ca. 295 kr. pr.  ansat med erhvervsuddannelsesmæssig baggrund). Det betyder naturligvis også, at du bliver belønnet for hver ekstra elev du tager ind. Fx modtager du en ekstra bonus på 25.000 kr. (sats, 2018) for hver ekstra helårselev som virksomheden forøger sin indsats med i forhold til gennemsnittet for de forudgående tre år.

Kilder:

https://www.danskerhverv.dk/presse-og-nyheder/nyheder/nye-regler-om-praktikplads-aub-har-du-plads-til-en-elev-i-din-virksomhed/

https://www.danskindustri.dk/di-business/arkiv/nyheder/2018/1/brev-i-indbakken-alle-virksomheder-far-nu-mal-for-larlinge-og-elever/

 

 

 

Nordsjællands Rekrutteringsservice

Trollesmindealle 27

3400 Hillerød

Telefon: 72 32 31 20

E-mail: kontakt@nrs.support